Jagthund eller familiemedlem?
Jeg bliver ofte kontaktet af frustrerede hundeejere der gerne vil bruge deres hund til jagt og som har mødt et ”klogt” menneske på deres vej, som fraråder at lade hunden løbe frit, lege eller gå en tur for hyggens skyld – når de er færdige med talen om at hunden kun skal ud, når den skal træne, så kommer talen om hundegården du skal skynde dig at få lavet…
Personen foran dem har en lydig hund, og den ser sød ud. ‘Det er lige hvad min hund også skal være!’
Og så sker det…. De siger “din hund skal kun have det sjovt med dig og aldrig med andre, så bliver det aldrig en god jagthund ‘ Sikke noget vrøvl!
Det tager helt sikkert længere tid at få en perfekt/dejlig jagthund, hvis den ikke keder sig i hunde gården 20 timer om dagen. Til gengæld får du et familiemedlem til glæde for alle og som kan så meget mere end at være et redskab på jagt.
Det bliver en hund i god kontakt med dig. Den kender dig bedre, og derfor kan den arbejde bedre sammen med dig. Det bliver også en alsidig hund, der kan så meget andet end at gå på jagt.
Den bliver et familiemedlem på godt og ondt. Mine vovser er kommet langt, uden konkurrencer, hundegård og det er endda selvom de leger med andre fremmede hunde dagligt. “De kunne måske være kommet længere?” Det er muligt, men jeg har været rigtig godt tilfreds med dem.
Sådan mener jeg det skal være, og ved du hvad, hvis det ender med den ikke bliver verdens bedste jagthund, så elsker jeg den alligevel og kunne ikke drømme om at skille mig af med den. Indtil videre er det nu gået meget godt med at få nogle gode jagthunde også ?
Har du også et familiemedlem, der tilfældigvis også er din jagthund, så bliver du glad for hundemotivation.dk. Vi har som mål at få dygtige jagthunde der får lov at beholde deres personlighed og være en del af vores familie.
Hvordan gør jeg så?
Altså :
Mine hunde lærer fra starten at være rolige indenfor og så giver vi den gas udenfor. Jeg bruger meget at give mine hunde tyggetid, hvor de får kødben, kalve ører eller andet at bruge tid på. De får masser af snuse tid og nye dufte dagligt.
Jeg sørger for de får motion. Stimulering og kontakt – både med mig og med andre hunde og mennesker.
Jeg ønsker ikke en over lydig hund der skal spørge om lov, hver gang den rører sig. Den må gerne være sig selv også. Hvis jeg beder den om noget så skal den til gengæld gøre det. Og så bliver jeg stædigt og kærligt ved indtil det sker.
Jeg kan egentlig godt lide at vide at hundene bare er omkring mig uden det er fordi de SKAL. At de forholder sig naturligt omkring mig. Vi respekterer hinanden.
Når de skal være alene hjemme er det bedst at de er luftede og at der har været en pause på omkring 1 time inden jeg går, så de når at falde til ro igen. Og så får de en tyggeting hver. De er som regel i bryggerset, køkkenet og stuen og hvis vejret tillader det og hvis jeg kun er væk i kortere tid så får de lov til at være i haven. Hvis de er ved at lære at være alene hjemme er det lidt på en anden måde.
Sådan kan man også få en dygtig jagthund. ?