Hundetræning/hundeskole: At lære din hund ”bliv” kommandoen kan være både trættende og frustrerende. Men hold fast i at du vil lære den det og samtidig er det en god mental udfordring for din hund.
En kommando, der kan åbne døre til en masse andre spændende ting, I skal foretage jer sammen. Det kan ligefrem redde din hunds liv! Forestil dig situationer i trafikken, hvor ”bliv” kan være livsnødvendigt. Det kan synes som en meningsløs ting at træne med sin hund, især hvis du har en særlig elskelig hund, som alle synes at tilbede. Men den dag din hund adlyder dig, når du beder den om at blive, lige inden den går ud foran en bil, vil du være glad for at du gjorde det. Kommandoen ”bliv” er faktisk rimelig let at gå til. Hold fokus på hvor dejligt det er, når din hund lærer noget nyt, og I sammen åbner dørene for nye lege og aktiviteter. Din hund bliver ikke bare lettere at håndtere men også en del sjovere at være sammen med.
Din hund skal kunne kommandoen ”sit” inden I kan begynde på ”bliv”. Så først skal du få din hund til at sidde ned. Giv hunden tydeligt håndtegn (eks. en flad hånd ned foran næsen, som om du skulle trykke næsen flad på hunden) og sig tydeligt ”bliv” i et tonefald, der er bydende men ikke for hårdt. Gå baglæns 2 skridt væk fra hunden, uden at se den i øjnene. I dine øjne læser hunden: ”kom her hen til mig” så det er vigtigt, at du hjælper hunden i starten, og det gør du ved at gå baglæns væk, være klar og tydelig i stemmen og rolig i kropssproget, og ikke kigge hunden i øjnene. Tæl til 3 og gå tilbage til hunden, stil dig ved siden af den, vent 1-2 sekunder og begynd rosen ganske meget, også selvom hunden godt kan blive lidt kåd. Ros overvældende i ca.3 sekunder, og klap gerne hunden på brystet imens. Når hunden er faldet til ro, laver du øvelsen igen nogle gange. I løbet af de første 5-10gange udvider du allerede grænsen til at blive stående i op til 10 sekunder.
Gå tilbage til hunden hver gang- kald ikke hjem førend ”bliv” sidder helt fast.
Det, hunden har allermest lyst til, er at løbe hen imod eller hen til dig, og efterhånden som den kan sidde længere og længere væk, bliver det fristende for dig at kalde hunden hjem i stedet for at gå tilbage til den. Lad være. Du vil kunne ødelægge denne nye spire, I har lavet til at kunne blive og stole 100 % på, at du kommer tilbage. En anden mulighed er, at hunden ikke løber direkte hen til dig, og så skal du til at korrigere, og så lærer den ikke det øvelsen handlede om i første omgang. Først når der ikke er nogen tvivl i hundens sind, kan du kalde hjem fra ”bliv”, men så er det også en fin ny øvelse, men ”bliv” skal sidde helt fast i hunden, inden I går i gang med dette.
Hvis det nu ikke går så let endda:
Hvis hunden forsøger at rejse sig, så er det yderst vigtigt, at du ikke bliver vred eller irriteret på den. Hunden har jo ikke lært det her endnu, så du skal selv lære at se timingen i det, du laver. Nogle dage og i nogle situationer kan hunden ikke klare så meget som andre dage, og det er helt normalt og op til dig at kunne fornemme. Nogle hunde vil have svært ved at vente til du er helt henne ved den, inden rosen kommer. Her skal du sætte den af igen, og lave det hele forfra. Det skal gå hurtigt, ikke noget med 10 sekunder lange konflikter. Bare sit, bliv (håndtegn/stemme) og gå igen. Vent 3 sekunder og tilbage til hunden. Masser af ros. Lad hunden komme af med sin indestængte lyst til at springe dig i møde ved at være lidt kåd, når du roser, men kun super kort.
Efterhånden som hunden kan forstå hvad ”bliv” er for noget, kan du udvide grænsen lidt efter lidt. Det kan for nogle hunde faktisk gå ganske hurtigt. Det sværeste sted for hunden er tæt ved dig, og når du kommer tilbage til den igen, men ret hurtigt kan du få grænserne op på 20-40-50meter. Og i løbet af få uger kan du sagtens komme op på flere hundrede meter. Men husk, det er ikke kun afstanden, der er svær, det er ligeså – hvis ikke sværere – når der kommer distraheringer på.
Distraheringer:
Distraheringer til øvelsen ”bliv” kan være mange, men start i det små med at udvide grænsen. Så kan du begynde at svinge lidt med armene og senere måske udvide med at småklappe i hænderne. Denne del vil være svær for hunde distraheres jo let af nye indtryk. Du kan starte med at nynne eller rose afdæmpet. Alle distraheringer er jo i virkeligheden en måde, hvorpå man forsøger at lokke hunden til at rejse sig op, så man kan komme til at rette den igen, så den på den måde forstår, hvad det er man forsøger at få den til at forstå. Man skal ikke være urimelig, men holde det lige på grænsen af, hvad hunden kan klare, og klarer den det ikke, ja, så rettes den roligt og venligt, men tydeligt. Tilbage til hvor den kom fra. Sit – ”bliv” og gå væk igen, og man presser så denne gang ikke helt så meget, men sørger i stedet for at øvelsen lykkes.
Bare på et par dage bliver din hund helt dygtig til det her, hvis du altså er tydelig, for det er meget op til dig, hvor god din hund skal blive. Og hurtigt kan det blive til en leg for både hund og fører.
Her er et par øvelser.
Smid et stykke legetøj, som senere kunne udvides til at være ynglingslegetøjet, vent på værsgo. Legetøjet kan smides under mere eller mindre ståhej. Rigtig tæt på eller rigtig langt vil være svært for hunden at lade være.
Når vi skal fodre, kan hunden sidde nogle meter væk; du sætter skålen ned, og venter i forskellig tids intervaller inden du siger værsgo.
Lukke gæster ind eller ud af hjemmet uden at man behøver være opmærksom på, hvor hunden er og om den er ved at smutte ud af døren eller hilse overvældende på dine gæster.
Vente ude foran en butik, børnehaven osv.
Vente når I sidder ved middagsbordet.
Når bagagerummet til bilen åbnes.
Har du en hund der er særligt legende, så kan denne slags hundetræning blive svær, for den er meget impulshæmmende, men du må holde ud og fortsætte for det er bestemt muligt at lære ALLE hunde denne ”bliv” øvelse.
Så på med vanten, og beslut dig for, at det her skal din vovse altså lære. At få bare en smule disciplin ind i sit liv hjælper ikke bare dig men også din hund. Husk din tålmodighed og husk at du og din hund forhåbentlig har mange år til at øve jer i og træne udvidet kommandoer, hvoraf ”bliv” bare er en af dem.
Jeg er professionel hundetræner og har min egen hundeskole, hundeshop og webshop med hundeartikler. Jeg har trænet alle slags hunde i mange år. Jeg har en forkærlighed for jagthunde men drager paralleller til familiehunden, for om det er en fugl eller en bold man skal søge efter eller bringe hjem, det er faktisk underordnet. En lydig hund er en hund, man bliver ekstra glad for!
skrevet af Camilla Davidsen
- » Positiv hundetræning, kan man det uden godbidder?
- » Mad, motion og mental stimulering.
- » Skovflåter. Borrelia, TBE og Ehrlichiose.
- » Hundetræning for begyndere
- » Hundetræning: Sådan gør du din hundetræning til en godbid!
- » Hunde i bur
- » Hundetræning: Det er ingen videnskab
- » Gør hundetræningen interessant for dig og din hund
- » Hvornår er man en god hundeejer?
- » Sådan får du din hund til at komme når du kalder.
- » Hvordan får du mest ud af at gå til hundetræning?
- » At tale med hunde


