Hunde i bur


Kommer du nogensinde hjem til det her?



Når du har problemer med din hund, hvem har du så tænkt dig at hjælpe? Din hund eller dig selv?

Ofte hører man om hunde, der ikke kan være alene hjemme. Man hører om hunde, der bider ting i stykker eller ikke kan finde ud af det her med at være renlige. Hunde, der er opfindsomme – nogle mere end andre, for at finde deres plads i livet. Hunde finder selv en rolle, hvis de ikke bruges til noget. Det er dog ikke sikkert det lige er det job, du havde tænkt dig, de skulle udfylde. Hunde er brugsdyr, rovdyr, jægere og tyveknægte. Det kan være svært at forstå, hvis man har en lille pyntehund, og det bliver endnu sværere at være hunden, hvis den behandles som et møbel eller et barn.

Lad mig forklare:

Hunde har brug for motion, mental stimulering og foder, der er tilpasset den enkelte hund på det stadie, hvor den er i livet. Det burde være enhver hundeejers grundviden. Det oplever jeg bare ikke, at det er, når jeg er ude i det danske land og hjælpe mennesker, der har hundeproblemer.

Photo by : Martin Pierog


Jeg oplever hunde, der lever livet i bur (ofte efter ejeren har talt med såkaldte eksperter og hundetrænere), så hunden ikke kan ødelægge noget. Hvem lærer noget af det? I hvert fald ikke hunden, men det hjælper selvfølgelig på menneskets humør ikke at komme hjem til masser af ødelagte ting som. f.eks., at hunden har brugt ens nye berbertæppe som toilet. Men hvordan står det mon til med hundens humør efter timevis i buret?

En forklaring på at hunden er i bur, er ofte, at folk således kan få lidt fred til at lave de daglige gøremål.

Det nævnes ofte, at hunden jo selv går ind i buret og er glad for sit bur. Det håber jeg da også, især hvis den tilbringer en stor del af sit liv derinde. Men tro mig, de fleste hunde vil hellere ikke være i bur end være i bur.

Hvordan kan vi vende bøtten rundt så hunde bliver sjove, lydige og til at holde ud at være sammen med?

MAD, MOTION & MENTAL STIMULERING. Det lyder let nok og der er masser af kvalificeret træning derude, som kan hjælpe dig med inspirationen, hvis det kniber. Så lad være med, at straffe din hund ved at sætte den i bur, hvis den har et problem. Hjælp den i stedet af med dette problem. Der er mange grunde til, at du har valgt at sætte den i bur, og der er mange løsninger, der kan få den ud af buret igen. Du kunne jo tage hunden med dig. Det vil den langt hellere end stå i et bur, –  og så lærer den noget hver gang den er med dig i stedet for at stå i buret alene. Hvis hunden er for irriterende at have med, så opsøg hjælp til at fjerne problemet, så du kan få den hund, du hele tiden har ønsket dig, men som bare ikke blev sådan. Vend fingeren mod dig selv, og se på hvad DU kunne gøre anderledes. Hunden gør bare som den altid har gjort. Gør du også som du altid har gjort, så er det jo ikke mærkeligt at det bliver en ond cirkel.

Det er klart, jeg støtter, at hunde er i bur i biler og under transport! Jeg støtter også hundegårde, når blot de benyttes korrekt.

Jeg er professionel hundetræner og har min egen hundeskole, hundeshop og webshop med hundeartikler. Jeg har trænet alle slags hunde i mange år. Jeg har en forkærlighed for jagthunde men drager paralleller til familiehunden, for om det er en fugl eller en bold man skal søge efter eller bringe hjem, det er faktisk underordnet. En lydig hund er en hund, man bliver ekstra glad for!


Besøg min hjemmeside på: www.hundemotivation.dk

Skrevet af: Camilla Davidsen

Spørgsmål ? E-mail camilla@hundemotivation.dk tlf. 20 22 44 14

.

Copyright © 2012 hundemotivation.dk. Det behøver ikke at være hundedyrt: Privat Politik hundetræning