Apportering- sådan kommer du igang

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Jeg starter med at lade hunden hente alt muligt lige fra den er lille hvalp. Man kan nu sagtens starte senere. Uanset hvad jeg kaster har jeg et ønske: Hent den hurtigt og giv mig den, så leger vi videre. Jeg bruger legetøj, bolde, dummyer – alt muligt. Og jeg bliver meget glad når hunden kommer og giver mig det så hurtigt den kan op i hånden. Husk der skal være forskel i rosen på om hunden gør det helt perfekt, eller kun noget af det perfekt.

 Er problemerne begyndt, så gå straks tilbage i træningen – helt tilbage (det har du hørt før, men gør du det?, og når du går frem igen, er det så for tidligt?!)  Jo længere du går tilbage, jo hurtigere og bedre resultater, vil du få.

Tænd for lysten og gnisten til at få hunden til at samarbejde med dig. Brug den lange line. Tag godbidder i brug, hvis det ikke stresser din hund, og frem for alt – bevar selv roen og det gode humør. Og lad dig ikke slå ud!

 

Få lidt hjælp fra en træner du har tillid til og som IKKE laver tvangs apportering med din hund.

 Hold dig fra at stresse hunden unødigt ved at sige hold fast eller skælde ud, hvis den ruller/tygger/spytter ud. Lad den i en periode aflevere til hånd og ikke siddende. Den skal ikke mødes af en stresset ejer, der ikke tror på den kan klare opgaven. Stol lidt mere på den, og kan du ikke det, så skal du tilbage til start. Det kan leges ind i langt de fleste hunde, men kun hvis kravene forsvinder, og det rent faktisk er sjovt.

 På gåturene kan du godt lære hunden kommandoen ”hold fast”, men det er ikke det rette tidspunkt at lære hunden denne kommando, når først du har problemer med at den slipper! Det skal ligesom være to helt forskellige ting. ”Hold fast” kan være når den henter avisen eller hjælper med at bære varer ind fra bilen. Det kan være ting, du har ved hånden. En serviet, din sutsko eller en vante. Men lad være at bringe jagt og dummyer/vildt ind i kommandoer om ”at holde fast”, når din hund i forvejen har problemer med at holde roligt på vildtet.

Ved at adskille tingene ødelægger du ikke den vigtige LYST til at bære vildt/dummyer.  

Når du har fået genopbygget tilliden, kan du forsøge dig med en rigtig fugl  – husk lettere frossen og gerne en lidt stor fugl. Eks. fasan/sort fugl af en slags. Gå forsigtigt frem, og pas på at flytte hundens grænser i takt med hvad DEN kan holde til, og ikke hvad DU vil have den skal holde til! Er hunden god til at tage dummyerne ville jeg starte med en tamdue.

 Vær indbydende at aflevere til. Bliv glad, byt med godbidder, når alt er helt perfekt, og vær ikke bange for at rose hunden til skyerne, men sørg for det passer til indsatsen. At du rent faktisk kun giver godbidder og overdreven ros, når noget har været overdrevent rigtigt.

 Hold hunden under opsyn, og lad den ikke søge i alt for frie søg, hvor den har sin egen fest med at løbe efter vildt, som den kan ødelægge/kaste med/bytte, især når du ikke kan se den. Hold altid en vildtgnasker under opsyn, så du kan gøre alt for at forhindre det sker. Den skal jo nødig få smag for det, og den lærer hurtigt, at du ikke griber ind, når du ikke kan se den.

 Lad være at tage din hund med på jagt, hvis ikke grunddressuren er i orden. Eller i hvert fald kun på små hyggejagter, hvor der ikke fældes meget vildt/skydes ret meget; der kan stresse hunden.

Rigtig god fornøjelse med træningen

Knæk & Bræk!

 Skrevet af: Camilla Davidsen

 

SE HER: Apporteringstræning  

Spørgsmål ? E-mail camilla@hundemotivation.dk tlf. 20 22 44 14

.

Copyright © 2017 hundemotivation.dk. Det behøver ikke at være hundedyrt: Privat Politik hundetræning Link Partner